Projektgruppen bag Increased Learning through Social Spaces har i de sidste to dage haft møde i Norge. Der er i de sidste måneder blevet samlet eksempler ind på sociale rum. Det blev til over 30 eksempler fra 16 forskellige museer i Danmark, Norge og Sverige.
Fælles for tiltagene på blandt andet Järnvägsmuseet i Kristianstad, Dunkers Kulturhus i Helsingborg, Den Gamle By og Steno museet i Aarhus og Interkulturelt Museum i Oslo er, at udstillingerne er tilrettelagt således, at gæsterne opfordres til at dele deres oplevelse og læring med hinanden. Eksempler på elementer kan være udstillingselementet ”Bykort i gulvet” i udstillingen Aarhus Fortæller i Den Gamle By, hvor gæsterne deler historier om Aarhus eller undervisningsoplægget ”Typisk dem” på Interkulturelt Museum i Oslo, hvor deltagerne i gruppen udfordrer hinanden på hvilke fordomme de har.
På mødet på Universitetet i Sørøst-Norge blev der undersøgt hvilke faktorer der gjorde, at den sociale oplevelse fungerede godt. Det kunne blandt andet være at de besøgende blev overraskede, at de fik lyst til at dele egne historier eller at de blev opfordret til at lave aktiviteter sammen.
I løbet af sommeren og efteråret vil vi nu teste flere af de indsamlede eksempler yderligere og evaluere hvordan de bliver brugt af museernes gæster, og hvilken læring der finder sted ved udstillingselementerne.
Projektet Increased Learning through Social Spaces er et samarbejde mellem Regionmuseet Kristianstad, Den Gamle By i Aarhus, NCK i Östersund og Universitetet i Sørøst-Norge og er støttet af Nordplus. Projektets mål er at give nordiske museer inspiration til hvordan at de kan lave bedre sociale læringsrum.