Meny Stäng

Evaluering af social rum på museer

Vinteren og sneen er kommet til norrlandske Östersund og så det var i hvide omgivelser, at der i denne uge var møde hos NCK – Nordiskt Centrum för Kulturarvspedagogik omkring projektet Increased Learning through Social Spaces.

Museet Jamtli i Östersund

I nogle måneder har projektpartnerne og andre museer lavet udvalgte test af evalueringsmetoder for at undersøge, hvordan man enkelt og brugbart kan registrere den sociale interaktion og læring gennem sociale aktivitet, der sker i museumsudstillinger. Mere end 100 observationer og spørgeskemaer er blevet indsamlet blandt andet i Den Gamle By, Regionsmuseet Kristianstad, Interkulturelt Museum i Oslo, Steno Museet i Aarhus, Arbejdermuseet i København og Jamtli i Östersund. Noget der har været fokus på er, hvordan at elementer som overraskelse, erindring, samarbejde, rollespil, konkurrencer og rekvisitter kan skabe sociale rum, hvor folk deler oplysninger og holdninger med hinanden. En af de konklusioner, der blev gjort ved at gennemgå de forskellige evalueringsmetoder er, at de besøgende kan have meget forskellige opfattelser af, hvad læring og social interaktion er, og dermed er det svært for dem at kunne give vurderinger om noget er lært eller delt. Ved observationer kan vi tydeligt se, at der bliver videregivet nye informationer mellem besøgende i udstillinger, f.eks. ved installationen Bykortet i Den Gamle By, men når de samme besøgende så bliver spurgt, om de har delt viden så vurdere de nødvendigvis ikke, at de har gjort det.

Bykortet i Den Gamle Bys udstilling Aarhus Fortæller er et udstillingselement, hvor de besøgende i høj grad snakker sammen og deler viden om steder i Aarhus og erindringer fra eget liv.

Ud over at diskutere de forskellige evalueringer bød projektdagene i Östersund også på besøg på museet Jamtli, hvor vi diskuterede udstillingselementer, der lagde op til fælles diskussioner de besøgende i mellem. I Jamtlis nye særudstilling Oknytt (troldtøj) er der for eksempel et godt eksempel på en installationer, der får de besøgende engageret i en fælles oplevelser. Der skal man placere en række forskellige ord på et bord afhængigt af om man kan forklare dem eller ikke forklare dem og afhængigt af om man tror på dem eller ikke tror på dem. Det er for eksempel ord og udsagn som ”Tomten”, ”Barn tar skada av mobiltelefon”, ”EU”, ”Äktenskap”, ”Tur”, ”Klimathotet”, “Horoskop” og ”Liv efter döden”.

”Tror på / Ikke tror på og Kan forklare / Kan ikke forklare” bordet i Jamtlis udstilling Oknytt.

I december fortsætter undersøgelsen af evalueringsmetoder gennem en række interview med museumsbesøgende, og det hele vil blive samlet i en rapport til januar. Rapporten og de mange casestudier skal bruges til, at vi til næste år kan lavet et inspirationsmateriale og et kursus om hvordan man kan lave bedre sociale rum i udstillinger og andre steder i museerne. Kurset vil formodentlig blive afholdt første gang i november hos NCK i Östersund. Hvis man allerede nu er interesseret i at høre mere om kurset er man velkommen til at kontakte NCK.

Increased Learning through Social Spaces projektgruppen blandt sneklædte bygninger på Jamtli

Projektet Increased Learning through Social Spaces er et samarbejde mellem Regionmuseet Kristianstad, Den Gamle By i Aarhus, NCK i Östersund og Universitetet i Sørøst-Norge og er støttet af Nordplus. Projektets mål er at give nordiske museer inspiration til hvordan at de kan lave bedre sociale læringsrum.

Lämna ett svar

Din e-postadress kommer inte publiceras. Obligatoriska fält är märkta *